Godmorgen torsdag

Uventede gæster

Vi er ikke sådan en familie, som altid har folk på besøg. Vi har ofte gæster eller besøger vores venner, men folk kommer ikke bare dumpende forbi uden en aftale først. Jeg ved godt, at andre mennesker har det på en anden måde, men det passer bedst til vores temperament med faste aftaler. Ikke så “carpe diem” agtigt. I know.

Sidst min mand var udsendt, bankede det på døren en aften kl. 20.30. Jeg havde ingen aftaler, så mit hjerte stoppede et kort øjeblik med at slå og jeg var næsten grædefærdig på forhånd. Uventet besøg så sent på aftenen kunne i mit hoved kun betyde én ting – der står en overordnet fra militæret og en psykolog på den anden side af døren for at fortælle mig, at der er sket noget frygteligt!

Bank på døren

Jeg rystede over hele kroppen, da jeg åbnede døren. Der stod en glad pakkepost med en eller anden dum pakke til mig. Jeg sagde ikke et pip, men så snart jeg havde lukket døren, kom jeg i tanke om alverdens ting, jeg kunne have sagt til postbudet. I det mindste burde jeg have gjort ham opmærksom på hvor uhensigtsmæssigt et tidspunkt det var at bringe pakker ud på….

Jeg brugte en halv time på at få nerverne under kontrol igen. Det var ikke en særlig rar oplevelse. Men det vigtigste var selvfølgelig, at der ikke var sket min mand noget. Har det dog stadig sådan at uventet besøg eller telefonopkald fra ukendt nummer, får hjertet til at hamre.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Godmorgen torsdag