Efter en hel uge med sygt ældstebarn, er det nu blevet mellemstebarnets tur. Feber, ingen appetit, ondt i maven og her til morgen også opkast… Vi har været tidligt oppe. Faktisk siden kl. 5. Lillesøster valgte at tage del i festen – altså hun er heldigvis ikke syg, men hun skulle da op sammen med os andre. Klart!

Efter flere timers søvn, har drengen nu erklæret sig selv for rask. Jeg tvivler, men han ser da væsentligt bedre ud end i morges og har endda spist lidt brød.

Tiden bliver slået ihjel med at lave en selvlysende perleplade-frø og så får den også max gas på Netflix-kontoen. Bare der er ro. For mor skal lige have sig en lille lur. Zzzzz….

Vores mellemste barn var kun 1 døgn gammelt, da vi første gang stiftede bekendtskab med hans manglende lyst til at spise. Vi var blevet udskrevet fra sygehuset 5 timer efter fødslen, uden at jeg havde ammet ham. Men vi var fulde af selvtillid – det var jo vores 2. barn! Selvfølgelig havde vi styr på det. Det med amningen fungerede med vores første barn, så det kunne vi også få til at fungere denne gang. Tænkte vi.

Men da han i løbet af det første døgn stadig ikke havde spist noget og havde tæret rigeligt af den “madpakke”, som vagthavende jordemoder sagde til os i telefonen, at han havde med sig, så måtte vi en tur ind forbi barselsgangen for at se, om de kunne hjælpe os i gang. Amning kom i gang ved hjælp af suttebrikker, men det blev aldrig rigtig godt…

Da drengen var to år, var han alt for tynd og havde knækket “kurven” flere gange, så vores læge sendte os videre til en børnelæge for at få second opinion. Der blev taget blodprøver (får stadig kuldegysninger når jeg tænker på, hvordan jeg var nødt til at ligge hen over hans lille krop, for at holde ham stille, mens sygeplejerskerne tappede blod fra hans arm), han blev målt og vejet, lyttet på. Det var starten på 2 år med check og undersøgelser hver 3 måned for at holde øje med hans udvikling.

Alle omkring ham – pædagoger, læger, vores venner og familie – kunne se, at her var en frisk lille dreng med et godt sprog, aktiv hele tiden, kvik i pæren – han fejlede absolut ikke noget, men han var uden tvivl for tynd.

Vi fik alverdens “gode” råd om hvad for noget mad, han skulle have. Alt fedende – avokado, mandler, sødmælk, masser af smør og fløde. På et tidspunkt efterspurgte vi en diætist, som kunne hjælpe os med en kostplan, men børnelægen havde kun kendskab til én, der kunne hjælpe overvægtige børn med deres kost. Så vi gjorde virkelig hvad vi kunne, for at få ham til at spise. Tilbød ham alverdens forskellige retter, gjorde maden “sjov”, lavede kold mad, varmt mad, købte plastikbestik og opdelt tallerken, havde ham med til at lave mad, lavede almindelige børnevenlige retter som lasagne, pasta/kødsovs, men drengen havde bare ingen interesse i at spise. Vi havde overdrevet stor fokus på hvad han spiste og – især – hvad han ikke spiste, men der skete ikke rigtig nogen udvikling. Faktisk blev det bare værre og værre med hans madlede.

Da han blev lidt større, kunne han selv sætte ord på: “Jeg hader at spise”, “Det er kedeligt at spise” og “Jeg gider ikke spise”. Og det var helt tydeligt, at han ingen interesse havde for mad. Hvor vi andre kan gå og glæde os en hel dag, til vi skal have noget lækkert til aftensmad, så er han ligeglad. Han spiser primært, fordi vi siger, at han skal.

Vi har taget mange kampe med ham, og jeg bliver helt trist, når jeg her kan se sort på hvidt, hvad vi har udsat ham for. Jeg bliver bange for, at han får et unaturligt forhold til mad. At mad er sådan noget, man bliver tvunget til at spise, uden at få lov til at mærke efter, hvad man selv har lyst til. Tænk sig, hvis han engang kommer og spørger mig, hvorfor jeg tvang ham til at spise alt det mad, når nu han sagde nej…

Både min mand og jeg var meget tynde som børn. Og meget kræsne. Så der er egentlig ikke noget mærkeligt i at sønnen også er det.

Og samtidig kommer jeg i tvivl. Hvad hvis han også bare er kræsen? Eller stædig? Har han ikke godt af at smage på al mad mindst én gang, før han afviser det? Jeg tror det ikke. Og jeg tror ikke på “Spis op” (“Tænk på alle de sultne børn i Afrika”, som min svigermor kan finde på at sige…). Jeg tror på, at han skal lære at mærke efter i sig selv, hvad han har lyst til og hvor meget han har lyst til. Og ikke gøre ligesom hans mor, som ikke stopper før tallerknen er tom… Uden at mærke efter.

Børnehaven har været gode til at komme med konstruktive forslag til, hvordan vi i fællesskab kan få ham til at spise noget mere, uden at han føler sig tvunget og overvåget. For han kan ikke spise et stort måltid, ligesom andre kan. Hans mave kan bare ikke rumme ret meget. Så hvis han kommer kl. 17 og spørger, om han må få en banan, så siger jeg ja. Det ødelægger ikke hans appetit til aftensmaden. Han ville ikke kunne spise mere der alligevel. Tro mig, vi har været igennem at nægte ham den mindste krumme hele eftermiddagen, for at se om det havde nogen betydning. Du godeste, hvor ondt.

Vi bliver hele tiden klogere på vores dreng. Fx kan han godt lide at gå rundt, mens han spiser. Så ofte laver jeg hans tallerken klar før vores andres med agurkestænger, et halvt pitabrød med revet ost i, et par minifrikadeller – forskelligt mad, han kan gå og nippe til, inden vi sætter os til bordet. For i første omgang handler det om, at han får noget at spise. Så må vi tage kampen om bordskik senere.

Vi har fundet en mellemvej, som vi alle kan leve med. Når der er nyt på bordet, spørger jeg, om han har lyst til at smage. Hvis han siger nej, siger jeg ok. Når han siger tak for mad, siger jeg velbekomme. Uanset om der er spist en halv kartoffel eller om tallerknen er tom. Uden diskussion.

Det giver ham ro ikke at blive overvåget hele tiden, presset til at tage en bid mere. Og der sker hele tiden en udvikling. Han er fem år nu. Og han bliver så umådelig stolt, hvis han fx har spist op. Eller har smagt på noget nyt. Måske fordi han kan se, at det gør os glade? Jeg håber, at han nu spiser, fordi han selv har lyst. Og at han er stolt af sig selv og den udvikling han trods alt har været igennem.

Han har én livret, som han selv er med til at lave 1-2 gange om ugen: pizza. Det spiser en ægte Ninja Turtles nemlig:-)

Har modtaget den største og smukkeste buket blomster fra manden min. Vi ses om 19 dage. Der er tre børn herhjemme som længes så meget efter deres far, at det gør helt ondt. Og en kone der savner sin mand helt afsindigt meget. 19 dage igen. Der er også lige et par løse ender der skal ordnes (fuck, kom nu igen i tanke om at jeg har glemt at vaske bilen…). 

Pyh, jeg synes, at jeg har lidt rigeligt at se til i disse dage. Jeg har en stor dreng hjemme fra skole med feber og hoste. Jeg er ved at starte lillesøster op i vuggestue, hvilket går voldsomt meget ud over søvnen, som skal skubbes lidt, for at komme til at passe. Jeg har et midterbarn som kræver min opmærksomhed. Og så har vi farmor boende, hvilket er en stor, stor hjælp på mange områder, men som samtidig betyder ændrede rutiner. Jeg skal forestille, at have styr på indkøb, aftensmad og være en smule selskabelig om aftenen i stedet for at begrave mig i en bog, som jeg ellers har været vant til i flere måneder nu.

Lillesøster klarer vuggestueopstart rigtig flot. Hun er nysgerrig, opsøger de andre børn, tør komme op på armen af en voksen, holder fast i sit legetøj, når en af de større børn kommer og vil tage det fra hende (man er vel hærdet hjemmefra). Men hun er træt, for hun mangler sin formiddagslur. I går faldt hun i søvn på vej hjem fra vuggestuen og sov i 3 timer.

Storebror sidder bare og hænger foran tv hele dagen. Han har ikke engang lyst til at spille iPad! Har det ok, men får så pludselig feber og ondt i maven. Spiser ikke rigtig noget og sover dårligt om natten. Er bange for at det trækker ud hele ugen før han er klar til at komme i skole igen.

Og mellemstebarnet får al den tiloversblevne energi jeg magter at skrabe sammen. Vi er i gang med at lave en kongekrone i bedste Art Attack-stil, tegner, spiller spil og krammer. Kan mærke, at han virkelig har brug for mig i øjeblikket.

Troede at vi var langt forbi det tidspunkt, hvor der kunne opstå kriser i forbindelse med soldat-udsendt-projektet. At vi med kun 3 uger tilbage bare kunne gå og glæde os til han kommer hjem igen…

Så lakker ferien mod enden. Det er nu lidt sjovere at holde ferie (synes jeg), når man både er far, mor og børn. Har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt: “Ikke lige nu”, “Måske i morgen”, “Det kan vi ikke gøre, så længe jeg er alene med jer”, “Måske har jeg tid når baby sover”… Hader når jeg er nødt til at afvise mine børn igen og igen til fordel for dumme, praktiske opgaver.

Kan mærke at det her “mor-alene-med-tre-børn” halløj især begynder at gå ud over vores mellemste barn. Han bliver ikke set i så høj grad som han har brug for og krav på. “Kræver” min opmærksomhed ved at fjolle, lave dumme ting, græde, drille sin storebror… I går blev han ked af det, da vi spiste frokost, fordi vi grinte af lillesøsterens fjollerier. “I skal grine af mig”, hulkede han. Det gør så ondt på mig.

Det er svært at dele min opmærksomhed lige mellem tre børn som jeg selvfølgelig elsker lige højt, men som har så forskellige behov og som har så forskellige personligheder.

Han er helt øverst på listen nu, min 5-årige skat. Han skal sgu ikke føle sig overset, bare fordi hans far har et arbejde, hvor han rejser væk fra os i længere perioder. Det er ikke drengens valg.

Nå, men ferien har både budt på lidt af hvert – en hæslig oplevelse, skønt samvær med mine børn, udflugter, besøg hos venner, besøg af familie, syg stor dreng, bagning, udhulning af græskar, ballondyr og glaslygter. Her i weekenden har vi haft besøg af farmor og farfar – det frigav da lidt overskud til at bare være sammen med børnene.

I morgen starter min lille baby i vuggestue. Det er for vildt. Og jeg har lige skrevet en mail til min leder om at finde en dag, hvor vi kan holde møde sammen. En barsel er ved at være slut. Jeg synes ikke rigtig, at jeg er klar til det…