4 timer uden baby

Min store, dygtige pige skulle i dag sove i vuggestuen for første gang. Jeg har taget indkøringen i meget små bidder, simpelthen fordi jeg kan! Der er stadig over en måned til jeg skal starte på arbejde og vores yngste datter skal nok komme til at tilbringe mange, mange timer i vuggestuen med de rigide mødetider jeg skal tilbage til, så tænker ikke at der er nogen grund til at overgøre det på forhånd.

Hun har simpelthen taget opstarten i vuggestue så flot. Hun er nysgerrig, opsøgende og virker tryg ved at være der. Er ikke bange for høje lyde eller andre grædende børn (er jo også vant til larm hjemme fra sine brødre…). Det er en fornøjelse at aflevere hende dernede. OG at hente hende igen:-)

4 timer. Helt alene. Ingen jeg skal følge på toilettet. Tørre næse på. Skal ikke pakke ekstra skiftetøj. Jeg har bare mig selv at holde styr på! Hvad bruger man 4 timers frihed til? Man tager selvfølgelig ud og shopper med en kollega, der lige netop havde fri i dag!

Og bagefter? Da pengene var brugt? Så vasker man da bil!

Panikkede lige over, at bilen ikke er blevet vasket i 3 måneder. Lovede ellers manden højt og helligt, at det skulle ske hver 3-4 uge. Men, helt alvorligt, jeg har ikke lagt mærke til, at den var beskidt. Altså indtil jeg pludselig godt kunne se det. Bilen er trods alt hvid, så det er ikke svært at spotte snavs.

Nu er den til gengæld blevet så beskidt, at den ikke kan blive ren igen. Fluerne foran, de sad der stadig, da bilen kom ud af vaskehallen… Ups! Mand kommer hjem om 12 dage. Hvis nu jeg først vasker lidt med en børste og kører den igennem vaskehallen igen, mon ikke fluerne så er forsvundet? Og manden opdager slet ikke noget…

Bilvask

Sund, hjemmelavet mad

Der er dage, hvor baby er pjevset og hænger i mine ben. For eksempel i går. Der fik jeg Yum yum noodles til aftensmad.

Og så er der dage som i dag, hvor hun har sovet og spist som hun helst skal – så står menuen til aften på humus, blomkålspandekager og kyllingedeller.

Jeg ved selvfølgelig godt hvad der er sundest og bedst for mig, men nogle dage er det bare vanskeligere at gøre “det rigtige”. Prøver at bibeholde et nogenlunde højt niveau for mine børns mad og så må jeg slække et andet sted. Det bliver i stedet min mad (og krop) det går ud over.Blomkålspandekager

Pyt! Manden kommer hjem om 14 dage. Det skal nok gå alt sammen:-)

 

Ingen ønsker?!

2 måneder til juleaften. Familien begynder så småt at bede om
ønskesedler fra os. Børnene – ingen problem. De råber året rundt fra stuen, mens de ser reklamer: “Det ønsker jeg mig!”. Og hvis det ikke skulle være nok, så skal der bare et enkelt kig i et Toys’R’Us-katalog til, før der er skrevet en lang ønskeseddel med ønsker i alle prisklasser.

Jeg har derimod et problem. I dag dumpede årets første julekatalog ind. 400 sider med alt til mor, far og børn. Elektronik, bøger, tøj, ting til køkken, stue, undertøj, smykker – you name it! Jeg plejer at glæde mig til at kigge julekatalogerne igennem. Igen og igen. Men ikke denne gang…

Det er som om at jeg ovenpå mine to måneders shoppingpause, er begyndt at tænke lidt mere over hvad jeg har brug for.

Man kan bestemt godt få smukkere vaser end dem jeg allerede har, men jeg mangler jo ikke. Har faktisk ikke plads til flere i skabet.
Løbetøj? Tasker? Smykker? Jeg har jo rigeligt…
Jeg mangler en hue, men 400 kr. er simpelthen for mange penge for lidt strik med pon pon på toppen.
Knive? Lysestager? Bøger? Ikke rigtig… Synes ikke at jeg mangler.

Hvad så? Hvad skal jeg skrive på listen? Der er én ting jeg for alvor mangler. Altså, seriøst mangler. Undertøj! BH’er der passer min præ-amme-barm. Min familie vil ikke kunne købe undertøjet til mig, for jeg skal være sikker på at det sidder som det skal. Det skal prøves på.

Så jeg kan se frem til en juleaften, hvor jeg får gavekort til undertøj. Det bliver skønt. Så kan jeg efter jul (på udsalg) få købt nogle sæt der passer. Støtter de rigtige steder. Løfter. Holder på plads.

Dét er et godt juleønske!

Undertøj

Kom nu hjem

Har modtaget den største og smukkeste buket blomster fra manden min. Vi ses om 19 dage. Der er tre børn herhjemme som længes så meget efter deres far, at det gør helt ondt. Og en kone der savner sin mand helt afsindigt meget. 19 dage igen. Der er også lige et par løse ender der skal ordnes (fuck, kom nu igen i tanke om at jeg har glemt at vaske bilen…). Efterårsbuket

 

Slut på en regnfuld ferie

Så lakker ferien mod enden. Det er nu lidt sjovere at holde ferie (synes jeg), når man både er far, mor og børn. Har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt: “Ikke lige nu”, “Måske i morgen”, “Det kan vi ikke gøre, så længe jeg er alene med jer”, “Måske har jeg tid når baby sover”… Hader når jeg er nødt til at afvise mine børn igen og igen til fordel for dumme, praktiske opgaver.

Kan mærke at det her “mor-alene-med-tre-børn” halløj især begynder at gå ud over vores mellemste barn. Han bliver ikke set i så høj grad som han har brug for og krav på. “Kræver” min opmærksomhed ved at fjolle, lave dumme ting, græde, drille sin storebror… I går blev han ked af det, da vi spiste frokost, fordi vi grinte af lillesøsterens fjollerier. “I skal grine af mig”, hulkede han. Det gør så ondt på mig.

Det er svært at dele min opmærksomhed lige mellem tre børn som jeg selvfølgelig elsker lige højt, men som har forskellige behov og som har forskellige personligheder.

Han er helt øverst på listen nu, min 5-årige skat. Han skal sgu ikke føle sig overset, bare fordi hans far har et arbejde, hvor han rejser væk fra os i længere perioder. Det er ikke drengens valg.

Nå, men ferien har både budt på lidt af hvert – en hæslig oplevelse, skønt samvær med mine børn, udflugter, besøg hos venner, besøg af familie, syg stor dreng, bagning, udhulning af græskar, ballondyr og glaslygter. Her i weekenden har vi haft besøg af farmor og farfar – det frigav da lidt overskud til at bare være sammen med børnene.

I morgen starter min lille baby i vuggestue. Det er for vildt. Og jeg har lige skrevet en mail til min leder om at finde en dag, hvor vi kan holde møde sammen. En barsel er ved at være slut. Jeg synes ikke rigtig, at jeg er klar til det…

Lygter af glas