Et sikkert tegn på at julen nærmer sig, er at supermarkederne begynder at sælge julekalendere og “juleslik”. Og netop her finder vi en af mine aller, aller største laster. Kakaomandler. Kender I dem? Mandler dækket af chokolade og kakao. Vanedannende i ekstrem grad. Kan faktisk indhaleres i så hurtigt et tempo, at man ikke når at tage et billede af dem, før der kun er én tilbage i skålen. Og skålen er kun til ære for jer. Det kunne egentlig slet ikke betale sig at hælde op i skål, når man sammenholder med, hvor kort tid de lå der.

Så lad dog være med at købe dem! Nej, det er ikke en option. The end.

Eneste ulempe er, at de sviner ret meget, så undertegnede er førhen op til jul set med kakaodrys på hvid trøje eller med lidt kakao i mundvigen. Ikke særligt charmerende, men hvad gør det, når man lige har spist et stykke af himlen…:-)

Når jeg ellers har æg nok (det er, mærkeligt nok, altid æg jeg mangler til denne opskrift…), laver jeg stenalderbrød til mig selv. Jeg er den eneste i familien, der gider spise det. Mellemstebarnet kan ikke lide kerner og mand og ældstebarnet synes, at det kradser i halsen!

Har fået opskriften af en kollega, så kan ikke med sikkerhed sige hvor den oprindeligt stammer fra. Men det er nemt og hurtigt at bikse sammen:

150g mandler
100 g sesamfrø
100 g hørfrø
100 g solsikkekerner
150 g græskarkerner
3/4 dl smagsneutral olie, fx raps eller solsikke
Salt
5 æg

Det hele blandes sammen i en skål, der er ikke noget der skal hakkes. Hældes i en smurt form, jeg plejer at bruge en silikone-rugbrødsform.
Ind i ovnen på 160 grader i ca. 1 time og 10 min (afhænger nok lidt af ovn – vores er ikke så god…).

Jeg er ikke den store fan af efterår. Hader regnvejr. Eller ville ikke have så meget imod det, hvis det bare var mig selv der skulle ud i elementet. Men når jeg skal have 3 børn i regntøj, regnslag på klapvognen, våde tasker kombineret med kraftig blæst og iskold vind, så går charmen lidt af det.

Men jeg er fan af at putte sin under tæppet. Gerne med ild i brændeovnen. Hygge med en kop varm te. Cocio til drengene. Og en god bog til mor. Denne stod og kaldte på mig fra bibliotekets hylde.

Maren Uthaugs “Og sådan blev det”. 14 dages lån. Jeg har egentlig slet ikke tid til at læse, men kunne bare ikke lade den stå. Har læst 3 kapitler bare i dag, og jeg er ret sikker på at den ikke skuffer.

På min jagt efter opskrifter til #sukkerfriseptember, fik jeg støvet bogen “Kernesund familie” af og faldt bl.a. over denne opskrift på side 179 med tunfrikadeller. Smagte super godt – meget bedre end jeg ville have gættet på. Og de var også et hit hos baby. Men det er al mad vist…

2 personer:

1 dåse tun i vand
1 stor, kogt sweet potato
1 stor, kogt gulerod
2 æg, hakket
1 håndfuld mandler, meget finthakket
Salt, peber

Mos de kogte grøntsager, tilsæt æg og tun. Rør de hakkede mandler i. Steg i kokosolie.

For et par uger siden fik jeg en pakke tilsendt. Den indeholdt to slags Fiskehaps, som jeg havde tiltusket mig gennem hende her. Børnene var ved at gå til af spænding – hvad var det for nogle små, farvestrålende pakker vi havde fået tilsendt?

Vores børn er rimelig habile fiskespisere – altså laks, fiskefrikadeller, fiskefileter – så ældstesønnen hev straks en Fiskehaps til sig og åbnede den. Men efter at have snust til den, ville han ikke engang smage på den… Mellemstebarnet, der ikke havde set dette optrin, kom og fik også fat i en lille fisk. Men med kommentaren: ” Den er sådan lidt gummiagtig” sagde han også pænt nej tak til Fiskehapsen.

What to do? Lillesøster, dronningen af makrel i tomat, skulle også prøvesmage. Og dét var et hit. Det glider i en lind strøm lige ned i maven. Sidder med sine små, buttede fingre og fanger udskårne stykker af blød fisk. Banker med skålen, når den er tom. “Jeg vil have mere, mor!”. Elsker at lege med den farvestrålende emballage. Hun synes, at de smager godt. Så for hendes skyld køber jeg dem igen, når vi løber tør. Ikke for drengenes skyld…