Boligreportage: minitoilet

Jeg går meget op i, at gøre vores hjem pænt og hyggeligt. Min mand er rimelig ligeglad med det område, så jeg har rimelig frie tøjler. Men faktum er, at de fleste af vores møbler kan findes i IKEA-kataloget. Billigt, praktisk, men ikke særligt personligt. Jeg gør hvad jeg kan for at gøre tilføre huset netop dét, der gør det til vores hjem, vores stil.

Og jeg vil i løbet af de næste par uger, tage jer med på en lille foto-reportage i vores hus.

Vi starter på toilettet. Ligger i stueetagen. Måler 1×1 kvm, så det er ikke beregnet til alle (mænd, der skal sidde ned, tykke damer…). Men super praktisk når man har børn. Så kan det ikke nytte noget, at de enten skal i kælderen eller op på 1. sal, for at kunne komme på toilettet. For så går det galt. Og desuden kan de stå på toiletlåget, når de skal vaske hænder.

Toilettet var bourdeux-rødt (!) da vi flyttede ind. Det fik jeg hurtigt gjort noget ved. Vi har også skiftet toilettet ud med et mere vandbesparende et og vasken med en hjørnevask, som er endnu mindre end den gamle (tror ikke de fås mindre…).

Og så har jeg faktisk et par gode minder fra det toilet (ja, det er ikke ofte man forbinder toilettet med gode minder…). Det var nemlig præcis her jeg tog en graviditetstest for snart 9 år siden. Og det var også her jeg løb ud, da vandet gik cirka 9 måneder senere:-)

Toilet

 

Toiletrulleholder

Håndklædeholder

Toilet

Sommerhus- og husstil

Vi er de heldige ejere af både et hus og et sommerhus. De to huse har selvfølgelig hver deres funktion, men også hver deres stil. Nogle af de ting, som vi har i sommerhuset, kunne vi ikke drømme om at have derhjemme og omvendt.

I vores hus skal det være praktisk. Det skal fungere i en travl hverdag. Der skal være plads til overtøj, ekstra huer og vanter, gummistøvler, cykelhjelme, rengøringsmidler, ringbind med bankpapirer og det skal stadig helst se lidt pænt ud. Vi har ikke meget knald på farverne – vi er her hele tiden, så vi skal kunne holde ud at kigge på det hver dag.

I sommerhuset er vi lidt modigere. Der er kun de ting vi skal bruge, vi har kun den mængde tøj med, som vi får brug for og vi er der ikke så tit, at vi når at blive trætte af at se på tingene. Vi har ikke brug for en hel masse opbevaringplads og fordi sommerhuset ikke er verdens største, så giver det sig selv at vi ikke propper det med alle mulige unødige ting. Der er lidt mere knald på farverne.

Og så hænger de her der. Dem kunne jeg simpelthen ikke stå for. Passer perfekt i vores sommerhus. Men ville ikke på samme måde komme til deres ret hjemme i vores hus. Synes jeg.

Kronhjorte knager

Jeg ønsker mig…. Puppy!

Da vi var på biblioteket i lørdags, faldt min datter (og jeg) pladask for denne lille hund lavet af designeren Eero Aarnio. Den var både god at sidde på, rejse sig op af, vælte og slikke lidt på (ad!).

Ville ønske at jeg havde set den noget før, for så var den helt sikkert kommet på ønskesedlen til barnedåben. Den kan købes her og findes i flere farver.

Cute.image1

Papruller i høj kurs

Når vores køkken- og toiletruller er tomme, gælder det om at være hurtig. Pap-rørene, som sidder tilbage, er nemlig en eftertragtet vare her i huset. Det er ikke grænser for hvad sådan et rør kan bruges til. Lyssværd. Kikkert. En zombie-arm hvor hånden er faldet af. Gevær. Horn. Listen er uendelig.

Jeg har dog været hurtigst de sidste par gange, og har fået lavet mig en lille samling, som jeg har malet. De skal bruges nede i mit lille, kreative hjørne i kælderen, så jeg kan holde lidt styr på pensler, blyanter og diverse andet. Dog ikke tunge ting, for så vælter det hele…

Paprør

Paprør

Loppe-kup

Se hvad jeg købte på loppemarked i går.

Sættekasse

Sættekassen er til mellemstedrengen, som slår alle rekorder i indsamling af nips i form af sten, skaller, figurer, skrammel fra Kinderæg osv. Min plan er at få den blæst godt igennem med morfars kompressor, male den (måske ved en autolakerer – hvor mange penge koster det mon??) og sætte tapetstykker ind i alle hullerne (ja, super genialt og godt udtænkt, jeg ved det…).

Udfordringen er, at den skal hænge på et drengeværelse, så det må ikke blive for pastel og blomstret. Jeg smutter lige på Pinterest og får nogle ideer.

Åh jo, prisen… Jeg snakkede efterfølgende med en garvet loppehaj – hun sagde, at den nok var 50 kr værd, fordi den mangler et håndtag i toppen. Jeg gav 100 kr.!!! Synes faktisk den er 100 kr. værd. Men ville da hellere have givet 50 kr.