Lidt om liv og død

Før min mand udsendes, skal han udfylde “Min sidste vilje”, så der ikke er nogen tvivl hos de pårørende om, hvad han ønskede i tilfælde af, at det værst tænkelige skulle ske. Man kunne måske forestille sig en situation, hvor kone og forældre ikke er enige, og så er det rart at vide hvad soldaten selv kunne have tænkt sig. Det er noget lidt mærkeligt noget, at sidde og snakke om, hen over aftenkaffen, men samtidig også rigtig rart at have snakket tingene igennem. Det giver afklarethed.

Min lillebror døde for nogle år siden. Det var uventet, som det jo oftest er når man kun er 26 år gammel. Og naturligvis havde ingen i familien snakket med ham om, hvilke ønsker han kunne have i forbindelse med dødsfald. Så vi var på bar bund. Oveni sorgen over at have mistet en bror/søn, skulle vi også tage stilling til ting, hvor vi ikke vidste hvad han havde ønsket. Vi valgte at få ham bisat. En ven spurgte os: “Var det dét, han ønskede?”. Aner det ikke. Vi italesatte det aldrig mens han var i live.

Så jeg sætter pris på at min mand og jeg er tvunget til at snakke sammen om døden. Mange af mine veninder aner ikke hvad deres ægtefæller eller forældre har af ønsker i forbindelse med deres egen død. Det ved jeg heldigvis.

Så her i huset kan man i øjeblikket høre samtaler a la:
Mig: “Hvorfor vil du have sådan en hæk rundt om dit gravsted? Så har jeg også dét, jeg skal sørge for at passe”.
Mand: “Forsvaret sørger for at gravstedet bliver vedligeholdt”.                                            Mig: “Nå, ok, så må du gerne få en hæk”.

Lidt morbidt:-)