Jeg har nu haft denne blog i næsten 5 måneder. I den anledning har jeg brug for at stoppe op og tænke. Gør denne blog det for mig, som jeg havde forventet og håbet på? Hvad får jeg ud af at blogge? Opvejer det den tid jeg bruger på det? Vil jeg fortsætte?

Min blog blev startet op, fordi jeg manglede et sted, hvor jeg kunne smide mine tanker hen om min mands kommende udsendelse, om mine 3 måneder som alenemor til tre børn, som en ventil hvor jeg kunne lukke hverdagsluft ud af. Og det har jeg fået afløb for. Det har været rart at kunne skrive sine tanker ud på en lidt anonym måde.

Jeg har delt opskrifter. Gode oplevelser. Dårlige oplevelser. Sjove oplevelser. Bekymringer. Glæder.

Men der mangler bare noget… Dét der får en blogger til at holde gejsten oppe. Dét der gør det hele værd, som giver lyst til at gøre sig umage – læsere og kommentarer! Så man kan mærke, at der sidder nogen på den anden side af skærmen. Så man ikke bare sidder og skriver en virtuel dagbog udelukkende for sin egen skyld.

Mit soldierswife-alter ego har jeg holdt hemmeligt for familie og venner. Har, ligesom på alle andre punkter af mit liv, først ville være sikker på succes, før jeg inviterede dem indenfor i mit univers. Men jeg er bange for at det ikke kommer til at ske.

Måske er jeg ikke udholdende nok? “Bare bliv ved med at skrive”, lyder de gode råd. Men jeg må også reagere på den mavefornemmelse jeg har. At det måske ikke er den her vej jeg skal forfølge… Har ellers fået lovning på et gæsteindlæg hos en STOR blogger, men kommer det til at gøre nogen forskel for min blog?

Besøgstallene taler jo tydeligt – der er ikke trafik nok på min side og der er ikke sket den store udvikling hen over de 5 måneder. Og så føler jeg, at jeg spilder min tid. Tid som jeg kunne bruge med mine børn. Eller mig selv.

Om kort tid kommer min mand hjem fra sin udsendelse. Om kort tid skal jeg starte på arbejde igen efter endt barsel. Måske er det et meget godt tidspunkt at slukke og lukke? Det bliver sværere at finde tid til at blogge og hvis jeg ikke kan gøre det ordentligt, vil jeg hellere lade være.

Kan ikke udelukke at lysten kommer tilbage. Jeg har betalt mit domæne for 1 år, så jeg har lidt tid til at ombestemme mig. Synes at jeg havde mere på hjertet, mere jeg ville smide ud i den virtuelle verden. Måske det bliver for hverdagsagtigt? For gammelt? For ordinært? Jeg ved det ikke. Jeg har vist bare brug for en tænkepause…

Men STORT TAK til jer der har fulgt med her eller på Bloglovin’. TAK til jer der har kommenteret. Hver og én er værdsat:-)

I denne barsel har jeg taget mig tid til at læse. Har ikke tal på,hvor mange bøger jeg i rasende tempo har trawlet igennem. Altid mindst 1 bog i gang. Og jeg er ikke kræsen hvad angår genre – bare det er noget der fanger mig.

Senest har jeg læst denne bog af Jojo Moyes “Det sidste brev fra din elsker”. Lidt chick-lit møder klassisk kærlighedshistorier, men med lidt mere dybde, synes jeg. Det er 2. bog af Moyes jeg læser, og jeg elsker at hun formår at overraske når man ellers lige havde regnet det hele ud. Jeg elsker til gengæld ikke at bogen skal være så pokkers lang. Kunne godt have skåret lidt ned på de endeløse “Elsker jeg ham? Elsker han mig?” monologer.

Meget anbefalelsesværdig bog.

Min store, dygtige pige skulle i dag sove i vuggestuen for første gang. Jeg har taget indkøringen i meget små bidder, simpelthen fordi jeg kan! Der er stadig over en måned til jeg skal starte på arbejde og vores yngste datter skal nok komme til at tilbringe mange, mange timer i vuggestuen med de rigide mødetider jeg skal tilbage til, så tænker ikke at der er nogen grund til at overgøre det på forhånd.

Hun har simpelthen taget opstarten i vuggestue så flot. Hun er nysgerrig, opsøgende og virker tryg ved at være der. Er ikke bange for høje lyde eller andre grædende børn (er jo også vant til larm hjemme fra sine brødre…). Det er en fornøjelse at aflevere hende dernede. OG at hente hende igen:-)

4 timer. Helt alene. Ingen jeg skal følge på toilettet. Tørre næse på. Skal ikke pakke ekstra skiftetøj. Jeg har bare mig selv at holde styr på! Hvad bruger man 4 timers frihed til? Man tager selvfølgelig ud og shopper med en kollega, der lige netop havde fri i dag!

Og bagefter? Da pengene var brugt? Så vasker man da bil!

Panikkede lige over, at bilen ikke er blevet vasket i 3 måneder. Lovede ellers manden højt og helligt, at det skulle ske hver 3-4 uge. Men, helt alvorligt, jeg har ikke lagt mærke til, at den var beskidt. Altså indtil jeg pludselig godt kunne se det. Bilen er trods alt hvid, så det er ikke svært at spotte snavs.

Nu er den til gengæld blevet så beskidt, at den ikke kan blive ren igen. Fluerne foran, de sad der stadig, da bilen kom ud af vaskehallen… Ups! Mand kommer hjem om 12 dage. Hvis nu jeg først vasker lidt med en børste og kører den igennem vaskehallen igen, mon ikke fluerne så er forsvundet? Og manden opdager slet ikke noget…

Efter en hel uge med sygt ældstebarn, er det nu blevet mellemstebarnets tur. Feber, ingen appetit, ondt i maven og her til morgen også opkast… Vi har været tidligt oppe. Faktisk siden kl. 5. Lillesøster valgte at tage del i festen – altså hun er heldigvis ikke syg, men hun skulle da op sammen med os andre. Klart!

Efter flere timers søvn, har drengen nu erklæret sig selv for rask. Jeg tvivler, men han ser da væsentligt bedre ud end i morges og har endda spist lidt brød.

Tiden bliver slået ihjel med at lave en selvlysende perleplade-frø og så får den også max gas på Netflix-kontoen. Bare der er ro. For mor skal lige have sig en lille lur. Zzzzz….

I vores gamle hus fra 1925, har vi ikke ret mange gode opbevaringsmuligheder. Vi har i løbet af de 9 år vi har boet her, forsøgt forskellige løsninger, men flere steder er det stadig ikke lykkedes for os, at finde det helt rigtige.

Igår leverede min far den helt rigtige løsning til vores kælder under trappen. Der var et skråt, åbent “rum”, som kunne blive udnyttet godt, men som bare endte i rod og kaos.

Min far har, efter ide fra et eller andet boligblad, snedkereret to skrå reoler, som udefra ligner skabslåger, men som altså bliver trukket med ud sådan at man også kan komme til de allerbagerste ting. Det er hvidt. Og det giver sådan en dejlig ro for øjet, at komme ned til det fremfor det tidligere kaos. Der er stadig de samme ting i skabene, men nu slipper jeg for at se på dem.

Ville ønske at jeg havde hans evne til selv at kunne bygge de ting jeg står og mangler. Har altid været lidt misundelig på de folk, der har lavet deres eget sofabord og bygget en køkkenbænk…