Blogger-pause i en hel måned… Hmm, hvad har jeg fået ud af det? Hvad er der sket? Hvad har jeg lært? Og tænkt?

Først og fremmest kan jeg se, at mit besøgstal er steget KRAFTIGT. Ved ikke hvordan det er sket, men tankevækkende, at jeg har flere besøgende på min side når jeg INGENTING skriver, sammenlignet med de måneder hvor jeg skrev mindst en gang om dagen…:-)

Min mand er kommet hjem. Det er dejligt. Virkelig dejligt. Men heller ikke helt nemt. Det er faktisk begrænset hvor mange gange vi to har snakket sammen med i løbet af de 3 måneder han var udsendt. Han har ringet hjem masser af gange, men det var mest på børnenes præmisser på Skype, hvor de kunne se ham og hvor de kunne vise ham ting, snakke sammen på deres måde. Men mor og far… Ikke ret mange dybe og uforstyrrede samtaler der! Vi skal lige have en hverdag igang igen. Jeg er vant til at klare det hele selv. Han er vant til at jeg ordner alt – vi skal begge lige finde et leje sådan midt imellem hvor jeg giver lidt slip, overlader lidt flere opgaver til ham og at han øver sig i at tage lidt mere over.

Min barsel er slut. Jeg starter på arbejde på mandag. Jeg glæder mig ikke. Nu skal jeg arbejde uafbrudt indtil jeg går på pension… Mit fag har ændret sig voldsomt imens jeg har været på barsel. Lærerne har fået et alvorligt hak i tuden og er tilsyneladende, i nogles øjne, så dovne, at de skal overvåges når de arbejder – ellers laver de nok ikke noget. Så jeg skal fra på mandag tilbringe 40 timer hver uge på min arbejdsplads. Det går ud over mine egne børn og min tid med dem. Og det har jeg det svært med.

Blogging? Jeg ved endnu ikke hvor meget arbejde jeg vil lægge i det. Jeg har flere gange i den måned der er gået, savnet at skrive indlæg. Og samtidig har det været en lettelse med al den ekstra tid jeg havde. Tid, som virkede lidt spildt sammenlignet med det antal af sidevisninger jeg havde. Vi får se hvor meget det bliver til i december.

Pyh, jeg synes, at jeg har lidt rigeligt at se til i disse dage. Jeg har en stor dreng hjemme fra skole med feber og hoste. Jeg er ved at starte lillesøster op i vuggestue, hvilket går voldsomt meget ud over søvnen, som skal skubbes lidt, for at komme til at passe. Jeg har et midterbarn som kræver min opmærksomhed. Og så har vi farmor boende, hvilket er en stor, stor hjælp på mange områder, men som samtidig betyder ændrede rutiner. Jeg skal forestille, at have styr på indkøb, aftensmad og være en smule selskabelig om aftenen i stedet for at begrave mig i en bog, som jeg ellers har været vant til i flere måneder nu.

Lillesøster klarer vuggestueopstart rigtig flot. Hun er nysgerrig, opsøger de andre børn, tør komme op på armen af en voksen, holder fast i sit legetøj, når en af de større børn kommer og vil tage det fra hende (man er vel hærdet hjemmefra). Men hun er træt, for hun mangler sin formiddagslur. I går faldt hun i søvn på vej hjem fra vuggestuen og sov i 3 timer.

Storebror sidder bare og hænger foran tv hele dagen. Han har ikke engang lyst til at spille iPad! Har det ok, men får så pludselig feber og ondt i maven. Spiser ikke rigtig noget og sover dårligt om natten. Er bange for at det trækker ud hele ugen før han er klar til at komme i skole igen.

Og mellemstebarnet får al den tiloversblevne energi jeg magter at skrabe sammen. Vi er i gang med at lave en kongekrone i bedste Art Attack-stil, tegner, spiller spil og krammer. Kan mærke, at han virkelig har brug for mig i øjeblikket.

Troede at vi var langt forbi det tidspunkt, hvor der kunne opstå kriser i forbindelse med soldat-udsendt-projektet. At vi med kun 3 uger tilbage bare kunne gå og glæde os til han kommer hjem igen…

“Hvor var det dejligt, at I tog Christian med hjem i dag. Så havde jeg lige fri hele eftermiddagen til at få styr på vasketøjet”. Sådan sagde legekammeratens far, da han kom og hentede sin søn i går (han bor alene med drengen, det er derfor han ordner vasketøj – i tilfælde af at du skulle undre dig…).

Og det må da virkelig være skønt, at have tid til den slags huslige sysler engang i mellem. Kodeordet her er TID. Ikke bare smide en vask op på tørrestativet inden baby vågner. Inden barn kalder. Inden aftensmaden skal laves. Inden…. Men TID til at gøre det ordentligt. Og ikke behøve at skulle koncentrere sig om andet end den ene ting.

Efter 2 måneder+ alene i huset, er jeg ved at være fyldt op af, at skulle stå for alle huslige pligter. Og at jeg aldrig har TID til at gøre det. Mens jeg hænger vasketøj op, kommer der et barn og spørger om han må tage en banan. Mens jeg laver mad, hænger der et barn på mine ben og vil op. Selv mens jeg er i bad, står der en baby og banker på lågen. Jeg laver næsten altid flere ting på en gang. Og mit hoved holder aldrig pause. Jeg er altid i gang med at planlægge dagens næste gøremål.

Det er et fåtal af gange, hvor jeg har sat mig ned med mine drenge og spillet et spil. Eller tegnet en tegning. Jeg har ikke tid. I bedste Alfons Åbergs fars stil, lyder sætningen: “Jeg skal bare lige…” flere gange om dagen. Det er sgu ikke fair overfor børnene.

Hvorfor kommer der ikke nogle og tager mine børn med hjem, så jeg har en fri-eftermiddag? Jeg skulle ikke ligge og dovne, men bare indhente nogle af de ting, der ikke er blevet gjort. Længe. Minder fx hver dag mig selv om, at jeg skal huske at give planterne vand. Er det sket? Nej!

“Du har jo selv valgt at få tre børn”. “Du har jo selv valgt at være gift med en soldat”. Ja, det har jeg! Men derfor ville det alligevel være rart, at der engang i mellem kom en og sagde: “Jeg tager børnene et par timer. Så kan du lave hvad du har lyst til”. En måned tilbage. Jeg trænger snart til afløsning…

Vi har jo mus i vores sommerhus. 3 har jeg fanget i fælder indtil videre (manden skylder BIG TIME fordi det blev mig der skulle tage mig af de små sataner…). Men de skal ikke være i vores hus. Og det har de tydeligvis lidt svært ved at forstå.

Så i går allierede jeg mig med min far, som pakkede skruemaskine, stiksav og cement og kørte med ud i sommerhuset. Ingen tvivl om hvor de kom ind henne. Der var fri adgang til hulrummet under køkkenvasken gennem afløbet og efter at vi installerede opvaskemaskine, havde de også fri adgang til resten af huset.

Så morfar skar hul i bundpladen. Fyldte hullet omkring afløbet med cement og så er den ged ellers barberet. Håber jeg på. Gider simpelthen ikke flere mus i fælder. De må finde sig et andet sted at bo. Tak.

Jeg er ikke den store fan af efterår. Hader regnvejr. Eller ville ikke have så meget imod det, hvis det bare var mig selv der skulle ud i elementet. Men når jeg skal have 3 børn i regntøj, regnslag på klapvognen, våde tasker kombineret med kraftig blæst og iskold vind, så går charmen lidt af det.

Men jeg er fan af at putte sin under tæppet. Gerne med ild i brændeovnen. Hygge med en kop varm te. Cocio til drengene. Og en god bog til mor. Denne stod og kaldte på mig fra bibliotekets hylde.

Maren Uthaugs “Og sådan blev det”. 14 dages lån. Jeg har egentlig slet ikke tid til at læse, men kunne bare ikke lade den stå. Har læst 3 kapitler bare i dag, og jeg er ret sikker på at den ikke skuffer.