Lidt om liv og død

Før min mand udsendes, skal han udfylde “Min sidste vilje”, så der ikke er nogen tvivl hos de pårørende om, hvad han ønskede i tilfælde af, at det værst tænkelige skulle ske. Man kunne måske forestille sig en situation, hvor kone og forældre ikke er enige, og så er det rart at vide hvad soldaten selv kunne have tænkt sig. Det er noget lidt mærkeligt noget, at sidde og snakke om, hen over aftenkaffen, men samtidig også rigtig rart at have snakket tingene igennem. Det giver afklarethed.

Min sidste vilje

Min lillebror døde for nogle år siden. Det var uventet, som det jo oftest er når man kun er 26 år gammel. Og naturligvis havde ingen i familien snakket med ham om, hvilke ønsker han kunne have i forbindelse med dødsfald. Så vi var på bar bund. Oveni sorgen over at have mistet en bror/søn, skulle vi også tage stilling til ting, hvor vi ikke vidste hvad han havde ønsket. Vi valgte at få ham bisat. En ven spurgte os: “Var det dét, han ønskede?”. Aner det ikke. Vi italesatte det aldrig mens han var i live.

Så jeg sætter pris på at min mand og jeg er tvunget til at snakke sammen om døden. Mange af mine veninder aner ikke hvad deres ægtefæller eller forældre har af ønsker i forbindelse med deres egen død. Det ved jeg heldigvis.

Så her i huset kan man i øjeblikket høre samtaler a la:
Mig: “Hvorfor vil du have sådan en hæk rundt om dit gravsted? Så har jeg også dét, jeg skal sørge for at passe”.
Mand: “Forsvaret sørger for at gravstedet bliver vedligeholdt”.                                            Mig: “Nå, ok, så må du gerne få en hæk”.

Lidt morbidt:-)

Man ved, man er blevet haveejer når…

Da vi købte vores sommerhus i efteråret, fulgte der en dejlig, stor have med. Hjemme i vores hus, har vi næsten ingen have (gårdhave, tror jeg er et dækkende ord), så vi nyder at få jord under neglene, når vi er i sommerhus.

Bevares, vi er der jo også for at slappe af og være sammen med vores børn, så det er ingen prydhave, men bare en del vildtvoksende planter, som vi prøver at få overblik over. En del høje træer, som vi prøver at regne ud hvornår det vil være smart at fælde uden at der bliver helt bart. Et højbed med krydderurter (har plantet en ny persille). Et par krukker. Og en græsplæne, som i øjeblikket er mere gul end den er grøn.

Jeg elsker at gå rundt og klippe visne grene af. Pille ukrudt op mellem fliserne. Min mand saver lidt hér, graver lidt dér, er ude stort set hele dagen, når han altså ikke er i byggemarkedet, for at købe en dims – “ren terapi med sådan en have”, som han sagde en dag.

Jeg ved dog ikke så meget om planter endnu, men allierer mig med min “Gyldendals store havebog”. Og lytter til de mere erfarne haveejere på vejen, der gerne giver deres mening om et træ skal beskæres eller ej.

Og så er jeg i gang med at øve en ny dyd – tålmodighed! For når der står i “Gyldendals store havebog” at gyvelen skal beskæres i maj, så må jeg jo rette mig efter det. Også selvom den står og ligner lort og jeg har lyst til at klippe den ned NU! Det lærte jeg da jeg i foråret mente at det nok kunne gå an at flytte et par små grantræer selvom alle sagde at jeg skulle vente til efteråret. I starten så det ud som om det gik, men inden der var gået en måned, var alle nålene faldet af og der stod et par sørgelige, visne pinde tilbage i jorden.

Gladiolus

Denne sommer har jeg lært navne som gladiolus, gyvel og kaprifolie. Jeg har fået ros for mine usædvanligt flotte gradioluser. Og hørt over hækken, at mine gyvel har en helt usædvanlig, sjælden farve. Jeg kan kende forskel på eg, bøg, røn, birk og en masse andre træer. Og det bedste af det hele er, at jeg kan lære det videre til mine børn og vise dem glæden ved at være ude i naturen. Dét har vi savnet!

To-do, not to-do…

For flere måneder siden, lavede jeg en liste med ting vi skulle få styr på, inden manden skal rejse. Intet er ordnet!!

Jeg bliver irriteret – på manden som ikke har tid nok (læs: ikke gik i gang i ordentlig tid…) til at få det ordnet. På mig selv, fordi jeg ikke selv kan gøre det. På vores familier, fordi de ikke tilbyder deres hjælp.

Havde engang en kollega, hvis mand var ansat ved Jægerkorpset. Han var tit afsted på øvelser, og hver gang købte han stort ind af alle de besværlige ting, som hans familie ville få brug for, mens han var afsted: bleer, toiletpapir, vaskepulver, sodavand… Så skulle konen bare sørge for at handle ind til almindelig madlavning. Sådan et overblik har min mand ikke…

Jeg ved, at det ikke er af ond vilje. Han prioriterer bare de allermest nødvendige ting og (selvfølgelig og heldigvis) den sidste tid med børnene. Men det ændrer ikke på, at det er mig, der står tilbage med alle opgaverne, når han er rejst. Irriterende små-opgaver, som hurtigt kunne løses når man er to, men som virker helt uoverskuelige at give sig i kast med, når man er alene med det hele.

Jeg laver ikke noget…

Jeg er rigtig, rigtig dårlig til at slappe af. Min mand kobler af med at se TV, jeg er helt modsat og synes at jeg spilder min tid, hvis jeg ser fjernsyn. Vil hellere lave noget – så kan det streges fra den uendelige to-do-liste.

Men jeg øver mig. For jeg ved jo godt, at det er godt for sjæl og krop at lave ingenting. Bare engang i mellem. Lige nu er mand og børn på stranden. Lillesøster sover. Der er ikke noget jeg skal lave.

Så jeg har sat mig i en stol på terrassen. Sidder og glor ud i luften. Kan hverken nå min mobil eller iPad. Tanker flyver ind og ud af mit hoved, men jeg laver ingenting. Jeg glor bare. Nu begynder mit ene ben at “hoppe”. Tæerne vrikker. Det kribler i fingrene. Jeg kigger rundt – der er så meget jeg kunne skynde mig at nå inden baby vågner. Argh, jeg kan ikke holde ud til at sidde her. Må i gang igen. Men nåede da at sidde i hele 10 min. Helt afslappet. Eller noget…

Helt afslappet

(ja, hynderne fulgte også med, da vi købte sommerhuset. Vi er i gang med at spare sammen til nogle nye. Mindre mønstrede…)

Kunstindkøb

En af de dejlige ting ved sommeren, er de mange loppemarkeder rundt omkring i landet. Nyder at ose rundt og er i gang med at lære mine drenge forskellen på kvalitet og skrammel. Den ældste er ved at lære det og sidder tungt på sin pengepung. Mellemstebarnet er klar til at købe alt hvad han ser:-)

I går var jeg på kunsthåndværkermarked. Der var masser at filt, strik, ting der var hæklede og hjemmesyede, sten, glas, keramik, flet – mange, mange fine ting.

Jeg købte en stor hagesmæk til min datter. Og så faldt jeg pladask for denne fine, lille vase.

Keramikvase

Folk der kender mig, ville sige, at det er typisk for mig, at købe noget med de farver. Og den passer da også perfekt til de grimme sofaers midlertidige betræk. Fik mig en god snak med kunstneren om alt og intet. Det er en sjov måde at handle på, når man kan snakke med kunstneren herself.

Ville ønske at jeg havde nogle flere penge til at købe unika-brugskunst. Det er bare noget andet end at købe brugskunst i IKEA… (Og i øvrigt ikke et ondt ord herfra om IKEA – elsker den butik).