Mit bløde punkt

Jeg har veninder, der ikke går i shorts, pga deres (siger de) grimme knæ. Veninder, der ikke går i sandaler, pga deres (siger de) grimme tæer. Veninder, der ikke går i ærmeløse toppe, pga deres (siger de) store overarme.

Min personlige torn i øjet er min mave. Så jeg går i baggy overdele. Bilder mig ind, at så kan man ikke se at maven buler. Men på billeder af mig selv, kan jeg jo godt se, at jeg ikke snyder nogen! Måske skjuler trøjen maven, men den får mig også til generelt at se større ud.

Min mave er egentlig ok når jeg står op. Men når jeg sidder ned eller – endnu værre – ligger ned, så lever den sit eget liv. Hælder ud over buksekanten, vælter uhæmmet ned mod madrassen, når jeg ligger på siden…. Det er ikke et kønt syn og jeg bliver ked af at se min mave sådan.

Se lige hvad hende her har at sige om bløde maver. Ville da ønske at min mave så sådan ud:-) Et eller andet sted er det faktisk rart at vide, at man ikke er alene med dét om maven. Selvfølgelig er man ikke det – næsten alle kvinder, der har været gravide, kender til det med at mavemusklerne har været udvidede og har lidt svært ved at trække sig sammen igen. Det tager tid. Og kræver træning.

Og når man så ovenikøbet har hang til søde sager (som fx denne banankage, som jeg har spist halvdelen af og mine børn har delt den anden halvdel…), så skal det jo gå galt.

Det ligger til familien, det med de bløde maver, men det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at acceptere det. Jeg er i gang med hoop’en – nu udvider jeg træningsprogrammet med mavebøjninger og planken!

Banankage

Motion? Nej! Bevægelse? Ja!

I min nuværende hjemmesituation, føler jeg mig ret fastlåst i forhold til at kunne komme ud af huset og få dyrket noget motion. Jeg kan ikke. Jeg er alene med 3 børn, hus, bil, sommerhus…. Jeg kan ikke overskue det og har sjældent hjælp til at passe børnene. What to do?

Jeg forsøger at gribe chancerne, når de byder sig. Så jeg går en del med barnevognen. Nej, det er ikke det samme som motion, men lidt bevægelse er trods alt bedre end ingen. Og jeg går hurtigt. Får sved på panden. Strider gennem land og by i et rasende tempo. Spurter op af trapperne på min søns skole, når jeg skal hente ham på 2. sal. Med mindre jeg har 8-kilos-baby på armen, så går det væsentligt langsommere…

Gåtur med barnevogn

Hoop’en og jeg

Jeg har lavet en aftale med min hoop. Hvis jeg støver den af og bruger den dagligt mindst 10 minutter, så giver den mig en mave jeg kan holde ud at se på.

Der er nemlig gået lidt for meget “jeg-småsnacker-dagen-lang-og-det-er-ikke-de-sunde-snacks-jeg-kaster-mig-over” i den herhjemme. Jeg er egentlig godt tilfreds med den str. medium jeg er, men mit maveskind er løst og hænger. Jeg kan ikke holde ud at se på det. Forsøger at skjule med løse trøjer, hvilket bare får mig til at se endnu større ud.

Jeg hører igen og igen om mødre, der mener at det er deres børns skyld at de er overvægtige… Ja, vi kan godt være enige om at børnene er “skyld” i at maveskindet udvider sig, men det er ikke børnenes skyld, hvis man efterfølgende spiser for meget og dyrker for lidt motion. Det er i hvert fald ikke mine børns skyld, at jeg kunne spise en pakke flødeboller til morgenmad hvis jeg gav mig selv lov (dét har jeg altså trods alt aldrig gjort…). Og at jeg, så snart jeg er færdig med aftensmaden, kan kværne en kiks. Eller fem.

Folk må se ud præcis som de har lyst til. Bare de er tilfredse med dem selv. Det er jeg ikke. Og jeg er ikke tilfreds med udsigten til at skulle bruge en mindre formue på at skifte hele min garderobe om til en str. large.

Så nu er det nu. Kampen mod mavedellen går i gang. Hvis jeg kunne klare at stoppe med at drikke cola, så kan jeg også klare denne udfordring. Får mødregruppen på besøg om lidt, men der er hverken kage, slik eller sodavand på bordet. I dag er vi sunde:-)

Hoop

En hobby

Min gamle, og desværre afdøde, faster, sagde engang til mig, at jeg skulle sørge for at få mig en hobby, for så havde jeg altid noget at tage mig til, når jeg blev gammel. Tror nok at jeg dengang synes, det var noget vås, men kan efterhånden godt se hvad hun mente (og hun vidste i hvert fald hvad hun talte om, for hun havde ingen børn og havde været enke i næsten 30 år, da hun døde som 85 årig, så det var nødvendigt, at hun selv kunne få tiden til at gå). Hun strikkede. Og da hun ikke kunne det længere, havde hun sine planter og blomster i haven, hun kunne nusse om. Og dele sin viden om.

Jeg er desværre typen, der er lidt god til mange forskellige ting, men ikke rigtig god til én ting. Jeg kan lidt guitar, lidt klaver (har også gået til blokfløjte…), syr lidt, strikker lidt, hækler (meget) lidt, tegner lidt, maler lidt, løber lidt… Hvad er egentlig min hobby? Hvad er jeg god til? Jeg har rigtig mange interesser, men ingen af områderne, har jeg specialiseret mig indenfor.

Hobby

Jeg har et ønske for mine egne børn: at de finder en sport eller hobby, som de holder fast i og bliver gode til, i stedet for at ende som mig, der har hoppet rundt mellem forskellige ting, uden at kunne finde “min” hylde. Gik som barn til fodbold, klaver, blokfløjte, guitar, svømning, springgymnastik og sørme også skak, men fandt aldrig dét, der kunne fastholde mig. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt fast i bare én af tingene.

Jeg ved godt, at man ikke skal lægge sine egne fejl og drømme over på sine børn. Og de får jo også helt frit valg mht hvad deres interesse omhandler – bare at de får en!

Min ældste søn har gået til sin sport i 2 år nu. Og han er god til det. Han er afsted 2 gange om ugen og indtil videre elsker han det. Kan se at han gør fremskridt. At det betaler sig at træne og holde ved. Jeg tænker, at det giver ham en god ballast i livet. Mellemstebarnet er lidt vanskeligere. Var til fodbold én gang – så var han udlært og behøvede ikke komme mere (i følge ham selv…). Vi får se hvor det ender. Lillesøster viser ikke rigtig interesse for andet end el-tandbørster – kan man have det som hobby?!

Lidt om løb

I går startede jeg dagen med en lille løbetur. Som jeg har skrevet andetsteds her på bloggen, så er jeg ikke Løber. Ingen drøm om at løbe hverken maraton eller halvmararon. Kunne bare godt tænke mig at være i stand til at løbe 5 km uden pauser. Det går ikke så godt…

Jeg har aldrig været i sådan rigtig god form og jeg tror det er grunden til at det er så svært for mig at få succes med mit løbeprojekt. Min mand, som jo altid har en god grundform kva sit arbejde, kan holde lange pauser med løb og så en morgen bestemme sig for at løbe en tur på 8 km. Uden problemer. Bum!

Så jeg kæmper med mine 5 km. Var så pokkers stolt den dag jeg kom hjem og havde løbet 2 km i træk, uden gå-pauser. Jeg var helt smadret.
Jeg var på et tidspunkt i Sportmaster og få lavet en løbetest for at finde de bedst mulige løbesko til netop min fod og løbestil. Godt jeg gjorde det. Havde et voldsomt knæk indad i begge fødder hver gang jeg ramte jorden, så der skulle en voldsom stor kile til under svangen, for at kunne rette lidt op på det. Jeg har ikke verdens kønneste løbesko, men nu får jeg i det mindste ikke ondt i fødder og skinneben når jeg løber.

Jeg er startet op på at løbe flere gange, men går altid i stå igen grundet hverdagens mange andre gøremål. Nu prøver jeg igen (vel vidende at når manden udsendes, er det ikke løb der bliver prioriteret højest). Starter stille og roligt op. 1 min løb, 1 min gang. Så øger jeg til 1 1/2 min løb, 30 sek. gang. Så 2 min løb, 30 sek. gang. Og til sidst skulle jeg gerne kunne klare mig uden gå-pauserne. Vi får se hvordan det går.

Jeg har et godt løbeur som bibber når jeg skal skifte mellem løb/gå. Det fortæller mig gennemsnitshastigheden og hvor langt jeg har løbet (kan også måle puls, men har glemt elastik derhjemme). Det er fedt at have de gamle tider at sammenligne med. Data kan lægges ind på computer, og så kan jeg se ruten, hastighed og det hele. Mega smart.

Løbeur, Garmin

Data fra i går. Ur kunne ikke lige fange satellitten, så fik ikke målt hele ruten (det står trods alt ikke så skidt til, at jeg kun kan løbe 1,720 km på 20 min…)