I did it!

Gode naboer

I vores hus, hvor vi jo bor det meste af tiden, har vi ikke nogle specielt gode naboer. Bygningerne ved siden af os, er udlejningslejligheder/huse og bærer desværre præg af en del ind- og udflytning.

Der boede for eksempel engang en gut med mistænkelig mange folk rendende ind og ud dagen lang. En dag fandt vi en lille pose narko i vores forhave – så forstod vi sammenhængen. Han havde også 2 kamphunde. Han flyttede heldigvis hurtigt igen. Der var også engang et par i 40’erne, der råbte af hinanden dagen lang. Det var også ok at de flyttede igen. Der var dem, hvor børnene kom væltede (uindbudt) ind i vores have og efterlod den som om den var ramt af en tornado med legesager overalt og løbende vandhane. De bor der stadig.

Lige nu bor der en polak, som hilser pænt og en fraskilt fyr med barn hver 14. dag. De er meget fredelige. Men det er ikke nogle vi har noget med at gøre, andet end at vi hilser på hinanden.

I vores sommerhus derimod, har vi flinke naboer. De holder øje med vores hus, når vi ikke er der. Stiller spørgsmål a la “Hvem var det af jer der holdt fødselsdag den anden dag?” og kommer med skoleagurker til vores drenge. Siger ting som “Hvis I mangler persille, så går I bare over og tager i vores drivhus” og “Jeg har lige plukket en bøtte kirsebær til jer”. De har også et rend uden lige, men jeg er overbevist om, at der ikke er narko indblandet. Det er bare verdens mest gæstfri mennesker.

Sådan vil jeg også leve, når jeg er 60+. Med venner der kommer dumpende hver dag og får en kold øl og hvor jeg går over til naboerne og uddeler skoleagurker til ungerne. Og plukker kirsebær til naboerne – bare fordi jeg kan!

Kirsebær

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I did it!