Om at sige farvel

Pyh, det er ikke nemt at sende den man elsker, afsted i flere måneder til et fremmed land. Vi ved ikke hvor gode/dårlige forhold der er mht til at kunne snakke sammen via Skype. De andre gange han har været udsendt, har vi kun kunne kommunikere via telefon ca. 1 gang om ugen og så selvfølgelig via mail.

Da jeg var barn, boede min familie i det store udland. Der var ingen internet eller SMS. Vi skrev breve (i hånden), indspillede kassettebånd og sendte dem hjem til mine bedsteforældre. Da jeg efter gymnasiet for 17 år siden, tog ud og rejse med en veninde, fandtes der ikke rejseblogs og instagram. Vi kunne godt få oprettet en mailadresse, men kendte ingen herhjemme der havde mailadresse vi kunne skrive til, så vi skrev stadig breve i hånden og ringede hjem på mønttelefon 1 gang om ugen. Sikke hurtigt det er gået med udviklingen.

Heldigvis er det ikke sådan mere. Vi kommer til at kunne kommunikere med farmand, sende mails og billeder hver dag, så han kan følge med i hvad der sker herhjemme (særligt lillesøster, går det stærkt med i øjeblikket).

Det bliver ikke nemt at sende ham afsted. Lillesøster ved selvfølgelig ikke helt hvad hun går glip af. Mellemstebarnet har vist ikke nogen fornemmelse af hvor længe det faktisk drejer sig om. Men vores ældste søn er godt klar over, at fra nu af, bliver tingene ikke helt som de plejer. Han kommer til at savne sin far. Får en mor der er lidt mere presset i hverdagen. Han får et større ansvar for at hjælpe til herhjemme. Skal fx selv gå i skole om morgenen. Det er ikke altid helt fair at være det ældste barn. Jeg skal huske at give ham et ekstra stort kram og sige tak for hjælpen.

De andre gange min mand har været udsendt, har vi bare kørt ham ud på kasernen, sagt farvel til ham der og er kørt rødøjede hjem til et hus, der allerede føles lidt mere tomt. Denne gang skal han rejse på en lidt anden måde, så han skal køres til lufthavnen. Spørgsmålet er om vi alle skal gå med ham ind, se at han checker ind, vinke når han går ud til flyet og se flyet lette. Måske det er at trække pinen unødigt længe?! Måske det giver børnene en dejlig sidste mulighed for at være sammen med deres far?! Jeg kan ikke finde ud af med mig selv, om vi bare skal sætte ham af som vi plejer, kysse og kramme og så skynde os afsted hjem igen?! Det er aldrig rart at se dem man elsker, være kede af det…