Min store, dygtige pige skulle i dag sove i vuggestuen for første gang. Jeg har taget indkøringen i meget små bidder, simpelthen fordi jeg kan! Der er stadig over en måned til jeg skal starte på arbejde og vores yngste datter skal nok komme til at tilbringe mange, mange timer i vuggestuen med de rigide mødetider jeg skal tilbage til, så tænker ikke at der er nogen grund til at overgøre det på forhånd.

Hun har simpelthen taget opstarten i vuggestue så flot. Hun er nysgerrig, opsøgende og virker tryg ved at være der. Er ikke bange for høje lyde eller andre grædende børn (er jo også vant til larm hjemme fra sine brødre…). Det er en fornøjelse at aflevere hende dernede. OG at hente hende igen:-)

4 timer. Helt alene. Ingen jeg skal følge på toilettet. Tørre næse på. Skal ikke pakke ekstra skiftetøj. Jeg har bare mig selv at holde styr på! Hvad bruger man 4 timers frihed til? Man tager selvfølgelig ud og shopper med en kollega, der lige netop havde fri i dag!

Og bagefter? Da pengene var brugt? Så vasker man da bil!

Panikkede lige over, at bilen ikke er blevet vasket i 3 måneder. Lovede ellers manden højt og helligt, at det skulle ske hver 3-4 uge. Men, helt alvorligt, jeg har ikke lagt mærke til, at den var beskidt. Altså indtil jeg pludselig godt kunne se det. Bilen er trods alt hvid, så det er ikke svært at spotte snavs.

Nu er den til gengæld blevet så beskidt, at den ikke kan blive ren igen. Fluerne foran, de sad der stadig, da bilen kom ud af vaskehallen… Ups! Mand kommer hjem om 12 dage. Hvis nu jeg først vasker lidt med en børste og kører den igennem vaskehallen igen, mon ikke fluerne så er forsvundet? Og manden opdager slet ikke noget…

Har modtaget den største og smukkeste buket blomster fra manden min. Vi ses om 19 dage. Der er tre børn herhjemme som længes så meget efter deres far, at det gør helt ondt. Og en kone der savner sin mand helt afsindigt meget. 19 dage igen. Der er også lige et par løse ender der skal ordnes (fuck, kom nu igen i tanke om at jeg har glemt at vaske bilen…). 

Yay, nu ved vi hvornår soldaten kommer hjem og kan for alvor begynde at tælle ned, hvor mange dage der er tilbage. Vi er over halvvejs og det har faktisk ikke føltes som voldsomt langt tid.

Tror ikke lillesøster har problemer med at genkende ham. Hun har set ham på Skype flere gange om ugen, hvor hun tager ud efter ham for at røre ham.

Drengene skal lige bruge et par dage på at finde ud af, at far også bestemmer, at man også kan bede ham om hjælp og at han er hjemme for at blive. I hvert fald indtil næste gang….

Jeg skal vænne mig til, at jeg ikke behøver tage mig at alt selv. Og at mandens mening om tingene også gælder – jeg er bare vant til selv at skulle tage stilling til det hele.

Og farmand skal hjem og lære vores hverdag at kende. Han skal have at vide, at ældstesønnen helst vil have, at vi køber baconleverpostejen til madpakken. At mellemstebarnet ikke længere er så vild med kernerugbrød, men skal have det samme mørke rugbrød som lillesøster. Og at lillesøster gerne vil have, at man stopper ved alle billederne på væggen, så hun lige kan sætte sine små, fedtede fingre på dem, lige skal røre ved jakkerne, når vi går forbi garderoben og gerne vil have, at man siger som en abe, når hun peger på Kay Bojesen-aben i loftet. Og alle de andre rutiner og “vi plejer”, som han skal vænne sig til.

Mens han er udsendt får han vasket sit tøj, spiser mad i en kantine, sover længe i weekenden, løber hver 2. dag og spiller fodbold om aftenen. Har sagt til ham, at han nok bliver nødt til at trappe lidt ned på al den alene-tid. Det bliver ikke en del af hans hverdag herhjemme…:-)

Jeg har en lille dreng, der stor-savner sin far i øjeblikket. Som har svært ved at rumme “Halvdelen af tiden er gået. Der er kun 50 dage tilbage til far kommer hjem”. Det forstår man ikke, når man er fem år. Vi kigger meget i billedbogen, som de lavede sammen. Far og søn. Den trøster lidt. Men det er alligevel svært, når man bare gerne vil have sin far hjem igen. Nu!

Vi er heldigere stillet denne gang mht kontakt til soldaten. Da han sidst var udsendt for 4 1/2 år siden, snakkede vi sammen i telefonen cirka 1 gang om ugen og mailede sammen. Denne gang snakker vi sammen flere gange om ugen og internetforbindelsen er så god, at vi kan snakke sammen over FaceTime eller Skype. Og ældstesønnen er blevet så stor, at han selv kan skrive sms’er på sin iPad med far. Han føler måske ikke at hans far er så langt væk, når han kan skrive med ham næsten hver aften.

Men lillebroren synes det er svært. Og det gør jo ikke tingene nemmere at hver gang far ringer hjem, så bliver han så befippet og stormer rundt for at finde ting han kan vise sin far, at han næsten ikke bruger tid på at snakke med ham.

Så i dag havde vi aftalt, at far skulle ringe hjem. Og jeg fik dreng til at sidde foran skærmen i lang tid (hviskede ting i hans øre, som han kunne fortælle sin far) sådan at han havde en fornemmelse af rent faktisk at have snakket med sin far i dag. Krydser fingre for at det gør det lidt lettere at komme gennem savnet.

(nedenstående er ikke en lummer besked mellem far og mor, men et udsnit af far-søn samtale. Barn øver sig både i at skrive og læse, totalt win-win)

Når man sidder langt væk og savner sin familie, er der ikke noget bedre end at modtage post hjemmefra. Der er næsten ligemeget hvad der er i brevet, men hvis man kan mærke, at der er tænkt på én mens indholdet er blevet udvalgt, varmer det ekstra meget.

I dette brev havde vi sendt lidt lakrids, tegninger og et elastik-armbånd som vores ældste søn havde flettet til sin far. Rødt og hvidt – i de danske farver.

Og tænk sig, det tog kun 4 dage om at komme frem. Hvad skal vi nu finde på til det næste brev?!