Lykken er...

Loppemarked

I dag skal jeg på loppemarked med en god kollega. Jeg er ikke ret god til at spotte gode kup, så får (heldigvis) ikke købt ret meget ved de andre boder, men kommer selv af med en hel masse.

Jeg elsker at få ryddet ud i tingene derhjemme. Det vi ikke bruger mere – ud med det. Til venner, til genbrug, til loppemarked. Jeg elsker at have en lille baby i huset, men jeg glæder mig også til at få de store ting, som følger med sådan en lille størrelse, ud af huset igen. Kravlegård, skråstol, aktivitetstæppe, tremmeseng, trappegitter… De har stået stand-by i snart 8 år, så nu er det ved at være på tide at det kommer videre.

Jeg er i bund og grund et ordensmenneske. Ting skal lægges på plads. Og hvis de ingen plads har, så laver jeg plads til det, eller også ryger det til genbrug. Kan ikke tåle rodebunker. Får næsten dagligt pip i låget over, at mine børn lægger deres ting rundt omkring i huset på steder, hvor de ikke hører hjemme.

Min mand er ikke et ordensmenneske. Han åbner breve og lægger både konvolut og brev fra sig der hvor han står. Og så er han en samler. Han har flyttekasser fyldt med gamle bon’er, mapper og papirer, som han skal kigge igennem “engang, når han får tid”. Han gemte i årevis sine gamle M!-blade, indtil jeg til sidst fik overbevist ham om, at dem kom han nok ikke til at læse i igen. På det tidspunkt havde vi løbende flyttet rundt på dem i 6 år!

I morgen har jeg hans gamle læderjakker med på loppis. Jeg har fået lov. Han kunne godt se, at dem kom han nok ikke i igen. Han siger at mindsteprisen er 500 kr. Jeg er glad hvis bare jeg får en 100-lap for dem. Forskellen er, at han har svært ved at give slip på sine ting, bliver helt tung om hjertet. Jeg bliver lettere og lettere for hver ting jeg smider ud/giver væk/sælger.

Hvordan har du det? Er du en samler eller en sælger?
Loppis

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykken er...