Skal…. skal ikke….

Jeg har gået og tænkt…. Jeg har søgt på nettet – der må være flere som mig et sted derude bag skærmene! Nu har jeg lavet min egen blog. Så kan det være at de dukker op – konerne, kæresterne, mødrene.

Altså soldaternes koner/kærester, deres børns mødre…
Jeg er gift med en dejlig mand, der arbejder i Forsvaret. Det har han gjort siden han gik ud af gymnasiet, det gjorde han da jeg mødte ham for 13 år siden og det bliver han formentlig ved med indtil han går på pension om mange år.

Vi har tre vidunderlige børn sammen. En dreng på 7, en dreng på 4 og en pige på 5 mdr. De skal lære at leve med at deres far er soldat. For det kommer helt sikkert til at påvirke deres liv, at de har en far som jævnligt rejser fra dem i længere perioder og til tider befinder sig i usikre områder af verden. Den del af hans job ved de heldigvis ikke noget om endnu…

Når min mand er udsendt, er min fornemmeste opgave som mor, at hjælpe mine børn igennem deres afsavn, trøste, opmuntre, lære dem at sætte pris på de gode ting i livet – også selvom man savner… Min opgave som kone, er at holde styr på hjemmet og alt hvad det indebærer af madpakker, forældremøder, svømmeundervisning, indkøb, sociale sammenkomster, så min mand har ro til at kunne koncentrere sig om den opgave, han er sendt ud på. Det er nogle gange nemmere at være alene med 3 børn end det lyder. Andre gange er det svært – virkelig svært – hårdt, trist og ensomt at skulle stå alene med ansvaret for ALT!

Så…. skal jeg springe ud i bloglivet eller skal jeg holde mit liv som soldaterkone anonymt? Jeg forsøger det første og håber at jeg med denne blog kan få afløb for mine frustrationer, dele mine glæder, få gode råd og måske selv inspirere andre i samme båd som mig.
Siden bliver ikke “Total Militær”, men kommer til at handle om min/vores dagligdag på godt og ondt.