Indbrud…

Så fik man også prøvet det… At nogen trængte ind i vores hjem, rodede rundt i vores skabe og skuffer på jagt efter værdier, imens vi intetanende nød starten på efterårsferien… Føj, hvor ubehageligt.

Tanken om, at det trygge hjem, som vi virkelig har gjort hvad vi kunne for at sikre imod tyveri, slet ikke er særligt sikkert, er ikke ret rar. Tanken om, at der har gået én og rodet rundt i vores ting, er ikke ret rar. Tanken om at han kan komme igen, er heller ikke ret rar. Og tanken om, at hvis han kunne komme ind, så kan andre jo også, er slet ikke ret rar.

Han har udelukkende været ude efter kontanter. Sådan nogle har vi slet ikke liggende, så al det rod han har lavet, var til ingen verdens nytte. Han kom herfra med max et par hundrede kroner, som han stjal fra ældstesønnens sparebøsse. Har haft fat i Nintendoen, PS3, et gavekort til Babysam, løbeur og min mands gode sportsure, men har ladet det ligge. Har endda Kay Bojesens fine abe hængende, men nej… Han har kun ville have kontanter.

Så for det sørgelige udbytte, har han giver mig et helvedes bøvl. Børn der skulle passes. Oprydning. Gennemgang af hver eneste kasse, skab og skuffe i huset. Tænk, tænk, tænk hvad havde vi i den kasse?! En hel dag hængende i mobilen for at snakke med politi, forsikring, låsesmed, vindueskarm-reparatør, familie, der tog sig af mine børn, venner som var bekymrede, udsendt mand, der sidder langt, langt væk og ikke kan gøre en skid for at hjælpe sin kone. Øv, for en situation.

Jeg vidste heldigvis godt, at jeg kom hjem til et hus med indbrud. Klassekammeratens mor ringede nemlig til mig. Hendes søn havde været her forbi, for at ville lege med min søn. Han havde kigget ind i vores baghave og havde set to vinduer stå åbne og nogle pyntefigurer ligge smidt på græsplænen, så havde fortalt sin mor, at han troede at der havde været indbrud.

Jeg tudede hele vejen fra opringningen og hjem, indtil jeg kunne se at han havde ladet vores computer stå, med alle vores dyrebare billeder. Så kunne jeg tænke klart igen.

Jeg er lykkelig over, at han ikke tog andet. Og pisse vred over, at man ikke kan få lov til at have sine ting i fred. Jeg tager ikke andre folks ting – hvorfor kommer der så en og tager mine ting?

Tyven hoppede ud af vores køkkenvindue i 1 1/2 etagers højde. Det lille børne bord-bænkesæt, som han landede på, er smadret til pindebrænde. Jeg håber f…… at han brækkede foden. Karma lige tilbage i fjæset, din sørgelige skabning!

Baby og jeg sover her selv i nat. Det er ok. Som udgangspunkt er jeg ikke bange for at det sker igen. Men soldaten er i gang med at checke forskellige tyverialarmer. Nu bliver vi sådan nogle med alarm og overvågning på huset…. Lort!