Derfor taber jeg mig ikke…

Jeg har noget mavefedt, som jeg gerne vil af med (Anyone?!). Vejer det samme som før jeg blev gravid 3. gang, men vil gerne tilbage til udgangspunktet (før børn), og så skal der 6-8 kg af.

Jeg er ikke typen der går på kur. Hader at få dikteret hvad for noget mad jeg må spise og – ikke mindst – ikke må spise. Har en lille udfordring i øjeblikket mht at dyrke sport. Kan simpelthen ikke komme ud af huset, uden at have mindst 1 barn på slæb. Er formentlig ikke i stand til at faste – det elsker jeg mad alt for højt til. Og ved jo godt hvad der skal til: forbrænd mere end du indtager!

Men hvis det er så nemt, hvorfor gør jeg så ikke bare det? Fordi jeg har ét problem: MIG! Eller rettere: problemet er, at det er mig der altid handler ind. Bestemmer hvad der står i skabene. Og det er ikke altid de sunde ting, der kommer i indkøbskurven og med hjem, hvor de står og kalder fra skuffer og skabe: “Kom og spis mig!”. Især om aftenen når børnene er lagt.

Og det er jo ikke fordi jeg går ned og handler med den bagtanke, at jeg skal have sukker med hjem. Det er bare noget jeg kommer til. Igår købte jeg disse:

Jeg tænkte på min søn, da jeg puttede dem i kurven. “Dem elsker han bare. Så kan vi spise en i eftermiddag, når de kommer hjem fra skole/børnehave”. Men der skete det, som næsten altid sker. Jeg skulle lige prøvesmage. Heldigvis var de simpelthen de klammeste træstammer, jeg nogensinde har smagt. Jeg smed resten ud. Det er aldrig sket før. Kunne ikke engang få mig til at servere dem for mine børn. Ad!

Så #sukkerfriseptember, jeg har ikke glemt dig. Jeg har bare en kæmpe slåskamp men min indre sukkergris. Den er stærk, den gris. Og jeg kan ikke vinde hver dag. Men jeg kæmper. Jeg prøver virkelig…