“Jeg savner far”

Jeg har en lille dreng, der stor-savner sin far i øjeblikket. Som har svært ved at rumme “Halvdelen af tiden er gået. Der er kun 50 dage tilbage til far kommer hjem”. Det forstår man ikke, når man er fem år. Vi kigger meget i billedbogen, som de lavede sammen. Far og søn. Den trøster lidt. Men det er alligevel svært, når man bare gerne vil have sin far hjem igen. Nu!

Vi er heldigere stillet denne gang mht kontakt til soldaten. Da han sidst var udsendt for 4 1/2 år siden, snakkede vi sammen i telefonen cirka 1 gang om ugen og mailede sammen. Denne gang snakker vi sammen flere gange om ugen og internetforbindelsen er så god, at vi kan snakke sammen over FaceTime eller Skype. Og ældstesønnen er blevet så stor, at han selv kan skrive sms’er på sin iPad med far. Han føler måske ikke at hans far er så langt væk, når han kan skrive med ham næsten hver aften.

Men lillebroren synes det er svært. Og det gør jo ikke tingene nemmere at hver gang far ringer hjem, så bliver han så befippet og stormer rundt for at finde ting han kan vise sin far, at han næsten ikke bruger tid på at snakke med ham.

Så i dag havde vi aftalt, at far skulle ringe hjem. Og jeg fik dreng til at sidde foran skærmen i lang tid (hviskede ting i hans øre, som han kunne fortælle sin far) sådan at han havde en fornemmelse af rent faktisk at have snakket med sin far i dag. Krydser fingre for at det gør det lidt lettere at komme gennem savnet.

(nedenstående er ikke en lummer besked mellem far og mor, men et udsnit af far-søn samtale. Barn øver sig både i at skrive og læse, totalt win-win)