Om medlidenhed og uventet hjælp

Jeg har  tidligere skrevet, at det med at bede om hjælp mens min mand er udsendt, ikke er det nemmeste i verden. Men det er som om folk denne gang tænker: “Alene med TRE børn i 3 måneder – det er for sindssygt!” Så hjælpen og det sociale samvær vælter ind fra alle sider. Det er så smukt. Jeg føler mig velsignet med en helt særlig flok venner, familie og bekendte.

“Du siger bare til. Vi mener det!” lyder der fra ventede og uventede kanter.

Måske er det fordi de fleste af vores venner nu efterhånden har det med småbørn lidt på afstand og dermed selv har overskud igen? For det har man ikke ligefrem mens de søvnløse nætter stadig står på.

Så min veninde og hendes mand inviterede på aftensmad. “Tag lige en bøtte med til resterne”, skrev manden. Han havde så lavet mad til 20, så jeg har et par gode, store portioner kødsovs i fryseren til let aftensmad. Uhmm.

Og da jeg i mødregruppen fortalte om mit besvær med at skulle have drengenes fødselsdagsinvitationer printet ud, sagde en af med-mødrene prompte: “Send dem til mig! Så printer min mand dem ud på hans arbejde.” I dag kom de sågar forbi og afleverede dem herhjemme. Den slags hjælp ville jeg ALDRIG selv have bedt om, men sikke en lettelse at kunne vinge den opgave af på checklisten. Håber jeg fik givet ordentligt udtryk for min taknemmelighed.

Og klassekammeratens mor, der spurgte om ikke ældstebarnet havde lyst til at følges med dem det sidste stykke vej i skole om morgenen. “Han går jo alligevel lige forbi vores hus”. Han blev så glad over at få nogle at følges med.

Det er de små ting der tæller. Husk det, hvis I kender nogen hvis mand er fisker, arbejder på boreplatform, er soldat eller bare rejser meget. Det er ikke altid let at spørge om hjælp, og der skal så lidt til at gøre ens hverdag lidt nemmere.