Tid til fordybelse

“Hvor var det dejligt, at I tog Christian med hjem i dag. Så havde jeg lige fri hele eftermiddagen til at få styr på vasketøjet”. Sådan sagde legekammeratens far, da han kom og hentede sin søn i går (han bor alene med drengen, det er derfor han ordner vasketøj – i tilfælde af at du skulle undre dig…).

Og det må da virkelig være skønt, at have tid til den slags huslige sysler engang i mellem. Kodeordet her er TID. Ikke bare smide en vask op på tørrestativet inden baby vågner. Inden barn kalder. Inden aftensmaden skal laves. Inden…. Men TID til at gøre det ordentligt. Og ikke behøve at skulle koncentrere sig om andet end den ene ting.

Efter 2 måneder+ alene i huset, er jeg ved at være fyldt op af, at skulle stå for alle huslige pligter. Og at jeg aldrig har TID til at gøre det. Mens jeg hænger vasketøj op, kommer der et barn og spørger om han må tage en banan. Mens jeg laver mad, hænger der et barn på mine ben og vil op. Selv mens jeg er i bad, står der en baby og banker på lågen. Jeg laver næsten altid flere ting på en gang. Og mit hoved holder aldrig pause. Jeg er altid i gang med at planlægge dagens næste gøremål.

Det er et fåtal af gange, hvor jeg har sat mig ned med mine drenge og spillet et spil. Eller tegnet en tegning. Jeg har ikke tid. I bedste Alfons Åbergs fars stil, lyder sætningen: “Jeg skal bare lige…” flere gange om dagen. Det er sgu ikke fair overfor børnene.

Hvorfor kommer der ikke nogle og tager mine børn med hjem, så jeg har en fri-eftermiddag? Jeg skulle ikke ligge og dovne, men bare indhente nogle af de ting, der ikke er blevet gjort. Længe. Minder fx hver dag mig selv om, at jeg skal huske at give planterne vand. Er det sket? Nej!

“Du har jo selv valgt at få tre børn”. “Du har jo selv valgt at være gift med en soldat”. Ja, det har jeg! Men derfor ville det alligevel være rart, at der engang i mellem kom en og sagde: “Jeg tager børnene et par timer. Så kan du lave hvad du har lyst til”. En måned tilbage. Jeg trænger snart til afløsning…