Drømme

I efteråret 2013 købte vi et sommerhus. Vi er begge offentligt ansat, så vores lønninger er ikke prangende. Vi havde lige købt ny bil og ventede vores 3. barn, så der var ikke just lagt op til, at vi skulle i banken og låne penge. Men huset var der pludseligt. Beliggenheden var god, prisen var god. Alt flaskede sig. Vi var bare så heldige.

Det ældre ægtepar som vi købte huset af, efterlod, i bedste mening, alt til os. En hel kasse med lyskranse. Små billeder. Nips. Pyntepuder. Velourduge. Lamper. Lysestager. Ting vi aldrig ville finde glæde ved og derfor ikke ville komme til at bruge. Det røg til Blå Kors.

Andre ting i huset var gode og brugbare, så dem beholdt vi. Tallerkner. Glas (i massevis). Borde og stole. Kommoder. Havemøbler. Spil. Sengetøj. Alt sammen ting som kunne se anderledes ud, matche lidt bedre, have en anden farve, være lavet i et andet materiale… Men vi beholder det som det er, fordi det hører hjemme her.

Vi har stadig nogle ting ved huset, som vi gerne vil have ændret: det skal males sort udvendigt, loft og vægge skal hvidpigmenteres. Nogle træer skal væk. En terrasse skal fjernes og laves til græsplæne.

Jeg tænker tit over, at vi har købt et hus, som de tidligere ejere havde nogle drømme for. De rejste ikke frivilligt fra disse drømme, men blev tvunget pga. sygdom. Måske plantede de hindbærbusken, for at deres børnebørn kunne spise hindbær, når de var på besøg? Måske plantede de påskeliljerne, for at de kunne pynte på bordet, når familien kom til påskefrokost? Måske er foderbrættet sat op, for at de sammen kunne sidde på terrassen og studere fugle? Uanset hvilke tanker de gjorde sig, så prøver vi at finde den balancegang det er at anerkende og ære deres ønsker for fremtiden og samtidig skabe vores egne drømme.

Læs fx Julia Lahmes kloge ord om andres drømme her.