Om at være ufotogen

Jeg hader at få taget billede af mig selv. Oftest smiler jeg akavet, har halvt lukkede øjne, smiler for lidt, smiler for meget. Næsen er for spids, tænderne for store, maven for dellet, overarmene for mormor-agtige…

Når jeg tømmer vores kamera for billeder, sletter jeg, som det første, altid de dårlige billeder af mig selv. Herefter beskærer jeg nogle af de billeder, hvor jeg sidder i siden og ser bøvet ud. Og til sidst er der nogle ganske få tilbage, som jeg har godkendt til at være “rimelig acceptable”. Jeg erkender, at jeg er meget selvkritisk – tænker jo ikke sådan om alle andre på billederne.

Jeg bliver tit irriteret på min mand over, at det altid er mig der fotograferer, når vi fx er på tur, men sandheden er jo, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal opføre mig foran et kamera!! Egentlig har jeg det fint med at være den der tager billeder af de andre. Og har det rigtig fint med at denne blog er uden billeder af mit ansigt. Men kunne nu godt tænke mig et godt billede af mig selv sammen med mine børn. Et vi kunne sende over til manden, som han kunne hænge op ved siden af sin seng.

Læste engang at det med at være fotogen, kunne trænes. Øve smil og gode vinkler foran spejlet indtil den var sikker hver gang. Jeg ved nu ikke….