Butikker med en holdning

En hobby

Min gamle, og desværre afdøde, faster, sagde engang til mig, at jeg skulle sørge for at få mig en hobby, for så havde jeg altid noget at tage mig til, når jeg blev gammel. Tror nok at jeg dengang synes, det var noget vås, men kan efterhånden godt se hvad hun mente (og hun vidste i hvert fald hvad hun talte om, for hun havde ingen børn og havde været enke i næsten 30 år, da hun døde som 85 årig, så det var nødvendigt, at hun selv kunne få tiden til at gå). Hun strikkede. Og da hun ikke kunne det længere, havde hun sine planter og blomster i haven, hun kunne nusse om. Og dele sin viden om.

Jeg er desværre typen, der er lidt god til mange forskellige ting, men ikke rigtig god til én ting. Jeg kan lidt guitar, lidt klaver (har også gået til blokfløjte…), syr lidt, strikker lidt, hækler (meget) lidt, tegner lidt, maler lidt, løber lidt… Hvad er egentlig min hobby? Hvad er jeg god til? Jeg har rigtig mange interesser, men ingen af områderne, har jeg specialiseret mig indenfor.

Hobby

Jeg har et ønske for mine egne børn: at de finder en sport eller hobby, som de holder fast i og bliver gode til, i stedet for at ende som mig, der har hoppet rundt mellem forskellige ting, uden at kunne finde “min” hylde. Gik som barn til fodbold, klaver, blokfløjte, guitar, svømning, springgymnastik og sørme også skak, men fandt aldrig dét, der kunne fastholde mig. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt fast i bare én af tingene.

Jeg ved godt, at man ikke skal lægge sine egne fejl og drømme over på sine børn. Og de får jo også helt frit valg mht hvad deres interesse omhandler – bare at de får en!

Min ældste søn har gået til sin sport i 2 år nu. Og han er god til det. Han er afsted 2 gange om ugen og indtil videre elsker han det. Kan se at han gør fremskridt. At det betaler sig at træne og holde ved. Jeg tænker, at det giver ham en god ballast i livet. Mellemstebarnet er lidt vanskeligere. Var til fodbold én gang – så var han udlært og behøvede ikke komme mere (i følge ham selv…). Vi får se hvor det ender. Lillesøster viser ikke rigtig interesse for andet end el-tandbørster – kan man have det som hobby?!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Butikker med en holdning