Reflektioner fra en “blogger”
Jeg har nu haft denne blog i næsten 5 måneder. I den anledning har jeg brug for at stoppe op og tænke. Gør denne blog det for mig, som jeg havde forventet og håbet på? Hvad får jeg ud af at blogge? Opvejer det den tid jeg bruger på det? Vil jeg fortsætte?
Min blog blev startet op, fordi jeg manglede et sted, hvor jeg kunne smide mine tanker hen om min mands kommende udsendelse, om mine 3 måneder som alenemor til tre børn, som en ventil hvor jeg kunne lukke hverdagsluft ud af. Og det har jeg fået afløb for. Det har været rart at kunne skrive sine tanker ud på en lidt anonym måde.
Jeg har delt opskrifter. Gode oplevelser. Dårlige oplevelser. Sjove oplevelser. Bekymringer. Glæder.
Men der mangler bare noget… Dét der får en blogger til at holde gejsten oppe. Dét der gør det hele værd, som giver lyst til at gøre sig umage – læsere og kommentarer! Så man kan mærke, at der sidder nogen på den anden side af skærmen. Så man ikke bare sidder og skriver en virtuel dagbog udelukkende for sin egen skyld.
Mit soldierswife-alter ego har jeg holdt hemmeligt for familie og venner. Har, ligesom på alle andre punkter af mit liv, først ville være sikker på succes, før jeg inviterede dem indenfor i mit univers. Men jeg er bange for at det ikke kommer til at ske.
Måske er jeg ikke udholdende nok? “Bare bliv ved med at skrive”, lyder de gode råd. Men jeg må også reagere på den mavefornemmelse jeg har. At det måske ikke er den her vej jeg skal forfølge… Har ellers fået lovning på et gæsteindlæg hos en STOR blogger, men kommer det til at gøre nogen forskel for min blog?
Besøgstallene taler jo tydeligt – der er ikke trafik nok på min side og der er ikke sket den store udvikling hen over de 5 måneder. Og så føler jeg, at jeg spilder min tid. Tid som jeg kunne bruge med mine børn. Eller mig selv.
Om kort tid kommer min mand hjem fra sin udsendelse. Om kort tid skal jeg starte på arbejde igen efter endt barsel. Måske er det et meget godt tidspunkt at slukke og lukke? Det bliver sværere at finde tid til at blogge og hvis jeg ikke kan gøre det ordentligt, vil jeg hellere lade være.
Kan ikke udelukke at lysten kommer tilbage. Jeg har betalt mit domæne for 1 år, så jeg har lidt tid til at ombestemme mig. Synes at jeg havde mere på hjertet, mere jeg ville smide ud i den virtuelle verden. Måske det bliver for hverdagsagtigt? For gammelt? For ordinært? Jeg ved det ikke. Jeg har vist bare brug for en tænkepause…
Men STORT TAK til jer der har fulgt med her eller på Bloglovin’. TAK til jer der har kommenteret. Hver og én er værdsat:-)
Sidder med præcis samme følelse omkring min egen blog!
Er det det værd? Skriver jeg bare til min svigermor og min veninde (som jeg ved følger med)
Jeg tror tror mit problem er at jeg ikke reklamere med min blog (ved ikke med dig..), jeg har det præcist som dig! Jeg vil være sikker på succes før jeg begynder at fortælle om den – men måske er det en ond cirkel?